Hvorfor udsætte til i morgen, hvad du kan lave i dag?

hourglassBillede af John Morgan, Licens.

Åhhhh, vi kender det allesammen godt. Der er titusinde ting man burde lave, i stedet for skal man liige tjekke om ens yndlingsbloggere tilfældigvis har smidt et nyt oplæg op, inden for de sidste 1-2 min, for man kan bare ikke tage sig sammen til at lave noget konstruktivt. Jeg kender det i hvert fald godt, men prøver ihærdigt på, at opnå et helt nyt niveau af effektivitet. Her kommer 5 af de råd jeg har taget til mig i mit forsøg på, at komme op fra kontorstolen og ud i resten af huset:

 

  1. Lav den sværeste opgave først. Vi kender det godt, vi har sindsygt svært ved at komme i gang med noget, fordi vi bare ikke gider tackle den hadeopgave der har ligget og ventet på os siden sidste torsdag. Og siden vi efterhånden synes det er den opgave der burde blive lavet først, får vi slet ingenting lavet. Så bid i det sure æble og lav den opgave nu. Ja lige nu! Den her blogpost er her også når du kommer tilbage.

  2.  Opdel de store opgave i mindre mere overkommelige bider. Hvis du har en stor opgave som for eksempel, at gøre rent i hele huset. Så opdel opgaven i flere bider, skriv det ned på en hurtig to-do-liste og giv dig selv, et opmuntrende flueben hver gang du har fået noget gjort. Når man kan se man kommer nogle vejne, virker opgaven pludselig en hel del mindre uoverskuelig.

  3.  Dedikér dig selv 100% i ti minutter. Ja, det betyder at du ikke liige skal tjekke noget på computeren, eller stoppe ved fjernsynet for at se om din yndlingsserie er på. Sæt en timer til 10 minutter og arbejd 100% på en opgave i den tidsperiode. Du vil blive overrasket over hvor meget du kan nå!

  4.  Lav en plan. Hvis du har opgaver som fx rengøring og madlavning som skal laves ikke bare i dag, men jævnligt, så lav et system. Afsæt tidspunkter i kalenderen for hvornår du gør hvad, og overhold dem! Pludselig vil du opdage hvor meget tid du egentlig har, når du ikke bruger timevis på at tage dig sammen til at komme i gang.

  5. Sørg for at holde pauser. Når du systematiserer tingene lidt mere, kan det være super motiverende og hjælpe med at holde fokuset, når man ved der kommer en potte med guld for enden af regnbuen. Så sørg for at skemalægge dig selv nogle pusterum i hverdagen, hvor du endelig kan få startet til poweryoga, eller få læst den bog du virkelig drømmer om. Så vender du stærkt tilbage med fornyet energi og livsmod.

 

Retro kuren del 2

retrokuren (1 of 1)

Jeg har nu fulgt retrokuren en uges tid. Retrokuren går i alt sin enkelthed ud på tre ting: Råkost, detox og forkælelse, og man må sige, at man finder alle de tre ting i rigt mål i bogens program. For mig personligt har programmet været en blandet oplevelse. Det positive har helt sikkert været, at man er kommet af med en masse gode vaner og har fået renset kroppen ud. Det negative for mig må til gengæld være, at kuren, i hvert fald efter min mening, virker alt for kompliceret. Der er simpelthen alt for mange ting man skal købe, og alt for mange ingredienser i de forskellige salater m.m. Alt i alt ville jeg anbefale at bruge kuren hvis man, som forfatteren selv foreslår, tager en tøsetur en uges tid i sommerhus og laver en oplevelse ud af det. Hjemme ved dagligdagens mange faldgrupper ville jeg foretrække noget, der var lidt simplere og mindre tidskrævende.

Retrokuren del 1

retrokuren (1 of 1)

 

Da jeg meget gerne vil leve sundere og smide nogle kilo, er jeg konstant på jagt efter måder dette kan gøres på. I min jagt, er jeg denne gang snublet over bogen Retrokuren, skrevet af helsevejlederen Sussy Grundahl. Da jeg udover mine vægtproblemer, kæmper med en seriøs afhængighed af light sodavand, tænker jeg at en detox kur, kunne være en god måde at slå to fluer med et smæk. Så fra og med på torsdag, vil jeg prøve at følge denne kur en uge, og se om jeg vil blive et nyt og bedre menneske, eller eventuelt bare sulten og træt. Stay tuned for opdateringer om hvad kuren mere præcist går ud på, og hvordan det kommer til at gå for mig. Hvis du har erfaringer fra kuren du vil dele, vil jeg meget gerne høre fra dig.

Hej Verden!

Man kan vel altid starte med at forklare hvorfor. Hvorfor vil jeg skrive en blog? Hvorfor synes jeg at mine tanker skal lægges til offentligt skue på nettet hvor de kan blive haglet ned eller ignoreret til evig tid? Faktisk er det simpelt. Det hele handler om det der hvide papir der stirrer mig ind i ansigtet hver gang jeg skal til at lave noget nyt. Jeg er så sindssygt dårlig til at tage mig sammen. Ikke kun til at skrive, men også til at rydde op gøre rent, lave motion, finde på spændende ting at lave med min datter og jeg kunne blive ved. Jeg håber at denne blog kan blive det spark i numsen jeg har brug for i min hverdag. Den politimand der sidder på min skulder og hvisker “kom nu i gang”! Hvis jeg skal finde noget at fylde disse sider med, er jeg også nødt til at fylde min hverdag med ting der er værd at skrive om. Det er altså slet og ret for min egen skyld at jeg skriver disse ord. Om andre har lyst til at læse med er det da dejligt, har de ikke er det også i orden, for den tomme side vil være der hver eneste dag, uanset om der sidder ti mennesker og kigger med, eller om der kun er mig selv at stå til ansvar for.

Hvad vil jeg så skrive om. Se den er svær. Jeg tænker jeg vil skrive om alle de ting der er vigtige for mig og alle de kvinder jeg prøver at være. Karrierekvinden, den gode mor, den smukke og kærlige kæreste, husmoderen. Det jeg vil skrive om er de ting der får alle de kvinder til at hænge sammen som en helhed. Det vil være ord om de ting jeg kæmper med lige nu, om det er at tabe de 30 kilo jeg arbejder på, om at lave sund og varieret kost til min familie, om at købe tøj på et stramt budget, ting til huset som gør det til et hjem, eller ting jeg gør for at gøre min datters og min kærestes hverdag, sjovere, sundere og mere meningsfyldt.

Jeg håber dette projekt vil være sjovt og bidrage til at jeg får gjort nogle ting jeg ellers ikke ville have gjort, eller få mig til at tænke over ting jeg ellers bare ville have taget for givet. Jeg glæder mig allerede til at fylde den tomme side i morgen, og dagen efter og dagen efter igen….

//Agnete

Personlig udvikling Step 1

Nu har jeg altid været typen der har set lidt skævt til folk der snakkede om personlig udvikling og om at maksimere deres potentiale og alt det der “crap”, men for nyligt er det gået op for mig at jeg har lyst til at være et mere rummeligt og ganske lykkeligt menneske, og den slags kommer ikke af sig selv. Jeg har derfor taget den beslutning at jeg vil gå til terapi/coaching både for at få ryddet op i al min bagage men også for at få styrket mit selvværd og få et mere positivt syn på livet. Nu har jeg kun været hos min terapeut en enkelt gang, men jeg føler allerede at jeg kan se lyset for enden af tunnelen, bare det at kunne sige de ting højt man har gået og tumlet med i hovedet er et kæmpe læs af sine skuldre også selvom jeg blev tvunget til at sige noget positivt om mig selv. Det var ikke let! Og det er lidt skørt, men ved at sige det højt føles det faktisk mere virkeligt for mig. Under alle omstændigheder var det en god oplevelse for mig, ikke mindst fordi terapeutens hus lå lige ud til skoven og ligesom var omgivet af en hel særlig aura af ro. Det hjalp nok også en del at solen skinnede fra en skyfri himmel og fuglene sang om kap i trækronerne. Jeg glæder mig i hvert fald til jeg skal derhen igen.


Cottage in the woods af NCBrian (http://www.flickr.com/photos/ncbrian/)
http://creativecommons.org/licenses/by-nd/2.0/deed.en

Bloglovin’